Fremtiden bag katederet ser lidt lysere ud

Lif Møller Pedersen er folkeskolelærer. Et kommunikationskrævende job, der kombineret med et høretab, kan virke som et uoverstigeligt bjerg. Hver dag. Men efter at have deltaget på Bevar Dit Arbejde er Lifs lærerliv blevet lidt lettere. Hun har skabt sin egen stilleklasse og fået en §56, der gør det muligt at trække stikket uden at føle dårlig samvittighed.

_MG_9906

I 1.C på Islev Skole i Rødovre står katederet ikke midt i rummet ud for elevernes borde, men ovre i det fjerneste hjørne fra døren vendt på langs, så det flugter med vinduerne i lokalet. Det er ret smart. Stolen bag katederet tilhører nemlig 55-årige Lif Møller Pedersen, der for 15 år siden fik et høretab, som nu har lukket helt ned for det venstre øre.

Det alternativt anbragte kateder betyder, at det altid er det højre – nogenlunde hørende – øre, der vender ud mod de 25 elever i klassen. Men det er ikke den eneste ’hjælp’ Lif Møller Pedersens hørelse får i det tætpakkede lokale. 

Mikrofoner til elev og lærer
De gule matematikterninger i plastikbøtten på katederet er lavet af skumgummi, og har eleverne behov for at juble, gør de det på den lydløse måde. Når det ringer ind, stiller Lif Møller Pedersen ti børnevenlige mikrofoner ud på bordene, tænder for højtaleren og tager selv en mikrofon om halsen. Lif Møller Pedersen har skabt skolens første stilleklasse til stor gavn for sig selv, men anledningen er faktisk klassens CI-opererede elev, Amalia. 

- Der var aldrig nogen, der havde gjort noget i forhold til Amalias CI, så jeg så det som min mulighed for at skabe et godt skoleliv for hende og samtidig gøre undervisningen mere overkommelig for mig selv. Alle lærere prøver jo at få børnene til at være stille, men jeg er pinedød nødt til det, for at kunne være i det, forklarer Lif Møller Pedersen.

Hun kontaktede kommunens hørekonsulent, og de fandt sammen frem til den bedste tekniske løsning for Amalia. For Lif Møller Pedersen selv er en af løsningerne – ud over stilleklassen – den §56*, hun for nylig har fået.

- Når jeg er færdig med min arbejdsdag, er jeg fuldstændig færdig. I sidste uge havde jeg tinnitus oveni, og så trak jeg stikket en dag og brugte min §56.

Netop det – at få en §56, der nedsætter arbejdsgivers udgifter i forbindelse med sygefravær - var en af de ting, Lif Møller Pedersen håbede at få ud af sin deltagelse på ‘Bevar dit Arbejde’, da hun første gang mødte op til kurset på Castberggård i september 2015.

- Det var vigtigt for mig at få en §56, fordi det også er en anerkendelse af mit handicap. For det er et svært handicap at forstå. Ja, du er træt. Det er vi andre også. Man bruger så meget energi på sit høretab – og det er ikke nemt at forklare andre mennesker.

Barske historier og spændende mennesker
Lif Møller Pedersens datter har, inspireret af sin mors høretab, taget en uddannelse som audiologopæd. Det var hende, der opfordrede sin mor til at få mere hjælp til høreudfordringerne. Lif Møller Pedersen fulgte sin datters råd, mødtes med Kis Brandt Pedersen fra Castberggård Job- og Udviklingscenter og takkede ja til hendes tilbud om at komme med på Bevar Dit Arbejde. 

- Mit høretab bliver værre og værre, og jeg bliver mere og mere udfordret, jo længere tid, der går. For fem år siden tænkte jeg, at det nok ikke var så slemt, men nu har jeg fået det modsat – jeg vil have al den hjælp, jeg kan få. Det er med at komme ind i kampen, fastslår Lif Møller Pedersen.

En septemberdag i 2015 mødte Lif Møller Pedersen for første gang de 14 andre deltagere på Bevar Dit Arbejde. Her var et af de første programpunkter en præsentationsrunde.

- Det gør altid dybt indtryk på mig at møde nye mennesker, og det var enormt spændende at høre de andres historier. Jeg kan godt få meget ondt af mig selv, men nogle af de andres historier var bare så barske, at jeg tænkte ’hold da op, jeg tror lige jeg stikker piben ind, for der er da nogen, der er mere udfordrede end mig’ – bare på nogle andre områder. For jeg tænker, at jeg alt andet lige nok er den, der er mest udfordret i mit arbejde, fordi jeg har det job, jeg har. Det synes jeg faktisk.

Stærkt sammenhold
Udover en række forskellige foredrag og workshops består Bevar Dit Arbejde også af individuelle samtaler, hvor man laver handleplaner for den enkelte deltager, så man ved, hvad man skal arbejde med i de 3-4 måneder, der går, før man mødes til næste kursusgang. Og det gav rigtig god mening for Lif Møller Pedersen.

- Når man til næste kursusgang skal fortælle de andre deltagere, hvad man har rykket på, så må man hellere få rykket på det. Det er jo det, der ellers smuldrer i hverdagen. Og hvis jeg ikke havde været med på Bevar dit Arbejde, tror jeg aldrig, jeg havde fået søgt §56 – der var i hvert fald gået længere tid.

I maj 2016 sagde Lif Møller Pedersen og de andre deltagere på Bevar Dit Arbejde 2015/2016 farvel til hinanden for foreløbigt sidste gang. Men sammenholdet i gruppen er blevet så stærkt, at de lægger planer om at mødes til sommer.

Indtil da støtter de hinanden i en lukket facebookgruppe. Og støtte kan man godt få brug for i et kommunikationskrævende job som Lif Møller Pedersens 

- Jeg har endnu ikke stillet mig op på lærerværelset og fortalt om mit høretab. Men nu, hvor mit høretab er blevet så tydeligt, er jeg blevet meget mere åben omkring det. Så hvis en gruppe står og snakker, siger jeg bare ’Må jeg lige være med her?’, forklarer Lif Møller og viser med sine spredte arme, hvordan hun skaber plads til sig selv og sit høretab.

 

Af Maria Fly Vilsbøll